En heldig kartoffel

Lidt fra hedegruppen

En heldig kartoffel

 

Jeg er både vemodig og stolt. Vemodig fordi nu kommer jeg aldrig mere med til hede gruppemøde, da jeg ikke kunne blive ved med at nøjes med at stå i en urtepotte, så nu er jeg plantet ud i den rigtige havejord, for at jeg kan blive til NOGET og få efterkommere.

Samtidig er jeg mægtig stolt, fordi jeg har fået en rigtig fornem plads sammen med ægte ”Karensmindekartofler”. Der er både af den blå og den hvide rase.

 

Men for at starte ved begyndelsen længe før min tid. Min mor har fortalt mig, om den dag der kom et menneske og tog hende med ind i køkkenet, og tænk: Mennesket skar hende midt over, pakkede hende ind i sølvpapir og stak en lang pind ned igennem hende, for nu skulle hun være fod for en såkaldt Smiley, og så skulle min halve mor med til hede gruppemøde på museet.

Grunden var, at mit menneske blev, så sur over at der skete alt for lidt ved disse møder, og det skulle Smiley hjælpe med at gøre noget ved.

Det er ikke småting, mor har oplevet ved sådanne møder, og så drikker de kaffe og spiser: Kager, laksemad, boghvede- og risengrød, oste- og pålægsmadder, æbleskiver, og æblekage. Man skulle ikke tro, de havde fået mad i flere dage.

Desuden får de papir i stakkevis. Sådan som min mor har forstået det, så vil de skrive en bog om hede opdyrkningen i meget gamle dage.

Mor og Smiley blev fotograferet og billedet kom på hede gruppens visitkort. Senere er de også kommet på hjemmesiden. Er der noget at sige til, at jeg er stolt af min mor?

 

Vinteren gik, og der var stadig ikke udkommet en bog. Min halve mor blev sat på hylden sommeren over. Og miraklet skete. Der på hylden, under Smiley, blev jeg skabt. Først brød en spire fra mor igennem sølvpapiret. Da mennesket opdagede det, kom mor i en urtepotte med jord og sølvpapiret fjernet. Lige så stille begyndte jeg at vokse. I starten var jeg ikke større end en ært, men jeg blev vandet, så jeg aldrig tørrede helt ud. Da det blev efterår, og hede gruppen startede igen, kom jeg også med til møde. Det var nu sjovt at opleve, hvordan det foregik. Nogen gange blev vi vendt, så Smiley blev rød. Mor fortalte: at det var fordi, der var nogen som ikke holdt sig til emnet eller fordi de snakkede i munden på hinanden.

Jeg havde sådan glædet mig, til at jeg skulle med til hede gruppemøde nu i maj, så I alle sammen kunne se, hvor stor og fin jeg er blevet. Desværre blev majmødet aflyst, så nu kommer jeg aldrig mere til hede gruppemøde, fordi jeg er kommet på friland, men jeg håber, jeg får nogle efterkommere, som kan deltage senere på sommeren.

Heldigvis er jeg blevet fotograferet, så I kan se et billede af mig. Syns’ I ikke jeg er dejlig? – og se hvor jeg strutter af sundhed.

Da jeg blev stor nok til at klare mig selv blev min mor komposteret, men hun var også rigtig gammel og indtørret.

 

Kærlig hilsen og god sommer fra Juniorsmiley.

 

PS: Min fætter har lovet, at han godt vil være Smileyfod i fremtiden.